‘Danske penge investeret i kontroversiell oljeudvinding’

Flinke gravejournalister finner med jevne mellomrom norske oljepenger i etisk tvilsomme selskaper. Nå har Information oppdaget at danske pensjonspenger er investert i miljøverstingen StatotilHydro:

Pension Danmark, Sampension og Danske Bank er aktionærer i Statoil, der har investeret massivt i udvinding af tjæresand i Canada. Projektet truer både det globale klima og miljøet, sundheden og kulturen i området

(…)

“Man ødelægger kæmpe skovområder, udleder store mængder kulstof, forgifter drikkevandet og gør folk syge,” siger den prisbelønnedes journalist Andrew Nikiforuk, der sidste år udgav en kritisk bog om olieselskabernes offensiv i det naturskønne område.

Staten er StatoilHydros største eier og bør gå inn for en ny målsetning: Olje- og gassvirksomheten utfases. StatoilHydros offshorekompetanse brukes til å utvikle fornybare energikilder i og industri bygd opp rundt denne.

Hærverk mot gentrifisering?

Først kommer kunstnerne, så de pengesterke. Boligprisene stiger, og folk med vanlig inntekt mister muligheten til å bo i sentrumsnære bydeler som Grünerløkka. I København går en gruppe sjølerklærte kulturkjempere til angrep på de gamle arbeiderbydelenes nye fasade for å skremme bort borgerskapet.

Men hvad kan man gøre for at forhindre den sociale eksklusion af mindre bemidlede befolkningsgrupper? Aktivister fra København, Hamborg og London giver i løbet af dagen deres bud. Og mange peger på, at det gælder om at irritere pænheden, at kradse ridser i borgerskabets glitrede facade, for på den måde at reducere de forædlede kvarterers tiltrækningskraft på velbeslåede danskere.

Artikkel i Information.

Men det er ikke bare borgerskapet som ikke vil bo i strøk med mye hærverk; helt alminnelige barnefamilier har nok heller ikke så mye til overs for knuste gatelys og ramponerte bygårder. Den tryggheten aktivistene vil ta fra borgerskapet fratar de også den arbeiderklassen de utgir seg som talspersoner for. Karsten Aaen tar opp dette i kommentarfeltet:

De mennesker der bor i Hyskensgade og andre steder er ganske almindelige mennesker som ejer eller lejer deres lejligheder; som arbejder hårdt for at tjene penge til deres lejlighed, som de så sætter i stand (hvis de ejer den)…. og som har små biler som den Peugeot og den lille blå Lancia, de her unge mennesker smadrer…

Ruteknusing stanser ikke gentrifisering – enten forsinkes prosessen litt, eller bydelen utvikler seg i en tredje retning: Beboelig hverken for borgerskap eller barnefamilier, bare for ungdom og andre uten behov for tygge bomiljø.

Politisk styrt byutvikling er det eneste som gjør det mulig å lage bydeler med plass til alle:

Prisregulering og billige kommunale utleieboliger stagger prisveksten. Leiligheter som bygges for å bo i gjør det mulig å bli boende gjennom flere livsfaser.

Hvis utleier selv må ha bodd i leiligheten i løpet av de to siste årene, forsvinner grunnlaget for bolighaiene på leiemarkedet. Om parkeringsvedtekter og brannforskrifter håndheves strengere slipper vi hyblifisering med betalingsvillige studenter.

Å ta vare på parker og ballbinger og opprettholde nøkkelfunksjoner som barnehager, skoler og eldresenter gjør bydelen kjekk å bo i for både barn og pensjonister.

Trygge tåteflasker

‘Giftfrie suddeflasker’ er en fantastisk sak å samle folk til EU-motstand på. Enhedslistens fire saker til EU-Parlamentsvalget viser med få ord alt som er galt med EU. Flott prioritert og formulert.

Spredehagl og politisk innflytelse

Fra intervju med Johanne Schmidt-Nielsen i Information:

Jeg er sådan set optimistisk. Enhedslisten har haft en tendens til at skyde med spredehagl – men nu er vi blevet mere målrettede.

Tendensen er lett å kjenne igjen for oss som jobber i Rødt – vi vil så vel og vil helst ikke bortprioritere noe, men konsekvensen blir at vi ikke får satt makt bak kravene noe sted.

Martin Kolberg kunne også hatt godt av å lytte til Enhedslisten før han gikk til angrep på radikal islam:

Man har skudt forbi i forsøget på at kopierer den borgerlige regering på rets-, udlændinge- og skattepolitik. Det er politisk forkert at kopiere en politik, der er kynisk og tilsidesætter menneskers rettigheder, og det kan ikke lade sig gøre at vinde over Pia Kjærsgaard på hendes banehalvdel. Hvis vi siger bøde, siger de fængsel, og hvis vi siger fængsel, siger de livstid. Det er skruen uden ende og som at tisse i bukserne for at holde varmen.

For Rødt er det viktig å ha et godt svar på hva vi gjør hvis vi havner på vippen. Enhedslisten er gode på hvordan et lite parti kan få mye politisk gjennomslag:

“Det er simpel matematik. Udover et par enkelte målinger er der ikke noget, der tyder på, at de kan danne flertal, hvis ikke de har Enhedslisten med. Og de mandater forventer vi selvfølgelig indflydelse for,” siger hun og varsler initiativer til flere fælles udspil samt politisk pres for blandt andet at forhøje dagpengesatsen.

“Vi stiller ikke ultimative krav, men vi vil hver eneste dag forsøge at trække Socialdemokraterne og SF i en mere venstreorienteret retning.”

- Men det har vel hele tiden været Enhedslistens projekt?

“Ja, og vi må være helt ærlige og sige, at Enhedslistens indflydelse på dansk politik i de sidste otte år har været begrænset. Men det ændrer sig i det øjeblik, vi bliver parlamentarisk grundlag for en ny regering. Blokpolitikken står skarpere i dag end i 90′erne, og derfor kommer vores mandater også vil at veje tungere.”

Politiske ambisjoner

Enhedslisten er et par hakk større enn Rødt, og et godt forbilde. For å få flere støttespillere må Rødt bli flinkere til å både se og si at for et parti som vil forandre verden, er ingenting viktigere enn å jobbe konkret og godt for forandringer i folks hverdag også på kortere sikt. Akkurat nå er vi for små til å ta den rollen nasjonalt, men i mange kommunestyrer er Rødt nettopp et sånt parti. Folketingsmedlem Johanne Schmidt-Nielsen skriver godt om dette i Enhedslistens fødselsdagsmagasin:

Size does matter
Men vi er meget mere end folkestyrets vagthund. Vi er et parti, der kommer med konkrete forslag, der kan vedtages, lige så snart Lars Løkke er sparket ud af statsministeriet. Det glade budskab skal vi blive langt bedre til at sprede. For en vagthund behøver ikke at være større end to til tre procent, mens det ambitiøse parti, der går efter indflydelse, har permanent vokseværk. Size does matter, og vi stiller os ikke tilfreds med at leve et liv nær spærregrænsen.

Arne Byrkjeflot er inne på mye av det samme i kronikken “Et ansvarlig RV?“.

Bloggen er tilbake

Nå vil jeg skrive litt på bloggen igjen. Ikke så mye, og heller ikke så ofte, og helt uten ambisjoner om å klatre på bloggstatistikkene. Men noen politiske tekster kommer, og så får jeg se hva det blir til.